tirsdag den 6. juli 2010

Greengate efterår/vinter

Så skete det igen, Greengate er kommet med nyt katalog. En af nyhederne til den kommende vinter og jul, er indpakningspapir, til- og fra kort, samt bånd i metermål. Altsammen i de fineste farver fyldt med dejlige motiver.

Derudover er der nyt til køkkenet, i form af fade og andet stentøj.
Jo, der er vel nok et par sager der kan komme på ønskelisten.

lørdag den 3. juli 2010

Så blev det sommer

Vil ikke klage, men pyha det er pludselig blevet meget varmt.
I nat var vi glade for at vores soveværelse er i kælderen, hvor der er dejligt svalt trods de høje temperaturer udenfor. 
Mens vi lå i kælderen og sov, var der dømt drengehørm udenfor, hvor Jonatan havde Rasmus og Oliver til at overnatte i teltet. Jeg var heldig at få et par billeder af drengene, som ikke er meget for at stille op til fotografering.

Sidste år købte jeg dette paddehattesvømmebassin, men sommeren blev aldrig rigtig god, og så var Linus jo også kun få måneder gammel, derfor er det først kommet frem i år. 
Ren nydelse og glæde for mindstemanden.



Forsat dejlig weekend!

søndag den 27. juni 2010

Mor som 8 årig

Min mormor har lige haft fødselsdag, og som så mange andre har hun aldrig nogen ønsker, derfor lavede jeg dette LO til hende. Det er et skolebillede af min mor, og hun er blot 8 år. Synes hun er rigtig sød på billedet, med foldede hænder og smil på læben. Mormor blev selvfølgelig glad for denne lille gave, og er sikker på hun for en stund kunne mindes en svunden tid.
 
Papiret er fra October Afternoon- The Thrift Shop, filtbogstaver og blomster fra Prima, chipboard swirl farvelagt med Copic og lidt andet dims. Sommerfuglene er lavet med punch fra Martha Stewart (tak for lån Inge-Britt, du er altid så veludrustet!)
Forsat god søndag!
Posted by Picasa

søndag den 13. juni 2010

Hvad skal vi dog vælge?

Vi er kommet til et svært valg, ej ærlig talt så er det lidt af et luksusproblem.
Det drejer sig om hvilken lampe vi skal købe til at hænge over vores spisebord. Tror problemet ligger i, at der er for mange at vælge imellem. Derudover kan jeg ikke helt finde ud af om jeg ren faktisk vil bruge 3000,- på en lampe, når jeg sagtens kan finde en der falder i min smag til under 1000,-!
Og skal vi så kun have 1, eller ser det bedre ud med 2?
Jeg plejer at være handlekraftig i ordets forstand, men i dette tilfælde er jeg meget tilbageholdende med at trykke på købsknappen.


Denne model har vi i forvejen 2 stk. af, dog i sølvfarvet. Kan rigtig godt lide designet.
Hvid titan lampe fra engelske BTC, min favorit, men hold nu op den er dyr. Måske skal jeg bare gå efter drømmen, eller skal jeg?
Helt enkel lampe, til helt overkommelig pris.

Den her lyserød "ooh so sweet" lampe kommer ikke til at hænge hjemme hos os, men nuttet er den i hvert fald.


Lyseblå PH lampe, klassisk dansk design og fantastisk farve.
Og så en af Ikeas, siger sig selv den er billig, men skal det være den?
Sidste bud er endnu en lampe frra BTC, Paxo pendant, endnu en af favoritterne, men hvis det skal være denne bliver det gange 2.

Håber jeg meget snart kan fortælle hvilken lampe vi vælger,
men så længe vi har lyse aftener, har vi rigtig god tid til at bestemme os.

mandag den 31. maj 2010

Nyt møbel mm.

Vi har købt en gammel fyrretræsvitrine, og sat den i stand med ny maling og nye greb. Det har faktisk været lidt af et mareridt, for den har haft 3 forskellige grønne nuancer. Den 1. var for gul, den 2. for skrigende, og den 3. er den blivende, og den blandede vi selv. Alt i alt blev det til 8 lag maling inkl. grundmaling, hvilket gjorde, at hylderne ikke passede længere. Altså!

Vi er heldigvis meget glade for det endelige resultat, så det har da været besværet værd. Der mangler blot en mindre detalje, vi vil også have skiftet beslagene, så de matcher grebene.
Blomsterbilledet på vitrinens ene hylde, lavede jeg i vinters, da alt endnu var hvidt udenfor, godt vi er ovre det for denne gang.
I aften skal Josefine og jeg til snigpremiere på Sex and the City 2, det skal nok føre et par grin med sig.
Og apropos Josefine, så havde hun sidste skoledag i torsdags, hvilket slet ikke er til at forstå. Traditionen tro skulle hun selvfølgelig klædes ud, og i dagene inden kunne vi observere et noget sjældent fænomen, nemlig Josefine udstyret med nål og tråd, så hendes forårskostume kunne blive klar.
Og således tog Josefine og et par veninder sig ud, da sidste skoledag skulle fejres.
Så er der vist kun tilbage at sige held og lykke til de selv samme tøser, for de mundtlige prøver venter lige rundt hjørnet.
PS: Er der andre end os der har fået kæmpebier?

tirsdag den 25. maj 2010

Molo lagersalg (opdateret)

Jeg er vild med Molo børnetøj, og i morgen starter forårets Molo lagersalg.
 Ikke 10 vilde heste kan holde 2 shoppegale nordjyske kvinder væk fra denne begivenhed, så Anne, Linus og jeg flyver til København tidligt i morgen, og så skal der bruges penge. Når Molo kan fås til hvad der (cirka) svarer til H&M priser, så er der store besparelser at gøre, og det kan vi ikke gå glip af.
Havde ellers droppet det i første omgang, da jeg ikke kunne få Linus passet, men Karoline vil jo hellere end gerne passe ham, så nu kommer han med, og jeg kan glæde mig meget til at se vores ældste datter, og til at vælge og vrage blandt Mols stjerner, farver og striber.

Her er mine indkøb, synes jeg gjorde nogle fede kups, især med vinterjakken (nyprisen er 900,- jeg gav 325,-)
Og som den søde sælger sagde: "Nordjydere er nogle nærigrøve"
Hørt!

fredag den 21. maj 2010

Dansk forår

Vejret har jo været fantastisk de sidste par dage, akkurat som jeg bedst kan lide det; dansk forår med nyudsrungne frugttræer, plæneklippere der summer, fuglefløjt, solen der endnu ikke varmer alt for meget og børn der leger rundt omkring i haverne.


I vores have bliver der også leget, og favoritterne er b.la. den lille sandkasse, hvor sandet bliver prøvesmagt, men også mælkebøtterne står for tur. Linus har været syg de sidste mange dage, faktisk over en uge,  han har tabt sig  næsten ½ kg, og er blevet så "lille" og gennemsigtig :o(
Men nu lysner det, energien og humøret vender langsomt tilbage, og i formiddags hyggede vi rigtig meget i haven.
 Håber pinsen byder på godt vejr,
nyd den!

torsdag den 6. maj 2010

21 år!

Det er ret utroligt, men for 21 år siden begyndte Torben og jeg at komme sammen. Vi mødte hinanden til en gymnasiefest d. 3. maj 1989 (those were the days), og 3 dage senere besøgte han mig hjemme hos mine forældre, og da faldt de magiske ord: "Skal vi komme sammen?". Selvfølgelig skulle vi det, og her 21 år efter har vi 11 års bryllupsdag, idet vi blev gift den dag vi havde været kærester i 10 år. Må nok hellere begynde at spare op til kobberbryllup!! Eller måske skal vi droppe fest og tage på ferie istedet for.

Apropos ferie så kommer her lidt billeder fra vores dejlige ferie til Tyrkiet.


Der er ingen tvivl om at den største oplevelse for Josefine og Joanatan var da de svømmede med delfiner. Hold op hvor er det dog et sødt dyr.

Linus var syg inden vi tog afsted og blev først rigtig frisk onsdag, men han fik da lært hvordan man holder ferie, se bare her med isspisning, kortspilning, svømning i poolen og brug af solcreme

Derudover var lillemanden utroligt populær, specielt blandt personalet på hotellet, det var faktisk lidt for meget for ham, især mens han havde det skidt, men efterhånden som han fik det bedre blev det helt ok. Her ligger han ved siden af mig, mens han bliver nusset og krammet og selv kys gav de ham-sjovt!
Og se så her, lige så snart jeg vendte ryggen til (man kan faktsik se mig på billedet), så kunne de slet ikke styre sig og måtte bare have fingrene i ham. Det passede ham bestemt ikke. Tror hende her var lidt skruk!
God torsdag.

fredag den 23. april 2010

Kan et skab få PIP?

Svaret er: JA, sagtens!
Og det er lige præcis hvad der er sket for vores køkkenskab, og sikke en forandring. Først fik det en omgang maling, derefter tapet (fra PIP Studios) på hylder og skuffefronter, til sidst håndtag, og hvor er vi  blevet glade for resultatet.
 Jeg fik det i julegave af min lillebror Tobias. Det hang i kælderen i det hus, hvor han bor sammen med to andre unge fyre. Da jeg så det sagde jeg, at hvis de ville sælge det, var jeg meget interesseret. Og tænk sig så fik jeg det i gave og det var en kæmpe overraskelse.
Så her er det færdige resultat, og ville da ønske jeg havde et "før-billede" at kunne vise, men så forudseende var jeg desværre ikke.

Ellers går det den rigtige vej i vores køkken/stue ombygning, og det er med ro i sindet vi snart drager på ferie. Inden ferien er en realitet skal vi lige i sommerhus med en stor del af min familie, så det næste stykke tid er der dømt ren afslapning, noget vi både glæder os til, men også virkelig trænger til.

God weekend!

søndag den 18. april 2010

Mon vi kommer afsted?

Inden længe er det meningen vi skal til Tyrkiet, men vi er begyndt at tale om risikoen for, at vi ikke kommer afsted. Der er intet at stille op, vi kan kun håbe og håbe. Hvis uheldet er ude, har vi aftalt at finde på noget andet, men det vil nu være så skønt at komme ned i varmen - i går havde de 26 grader, umm!
Og hvilket naturfænomen der er skyld i at mange lufthavne er lukkede, på nu snart 4 døgn, det er da utroligt og meget fascinerende, trods alt!