onsdag den 24. februar 2010

Moo

Sikke en herlig "treat" pakkeposten leverede i går, nemlig min pakke fra Moo.
Jeg er vild med de lækre minicards, den dejlige stickerbook er mest for sjov og mosaikrammen er bare den fedeste, og gør at jeg bare glæder mig endnu mere til der på ny skal indrettes i stuen og køkkenet.

Desværre havde mosaikrammen en lille ridse, som jeg selvfølgelig har meddelt hos Moo, og der er allerede en ny på vej. Mellem os kan den ridsede sagtens bruges, så tror Karoline skal have den ene af dem, så hun kan kigge på os (sin familie) når hun savner os, nu da hun bor på Frederiksberg.

I morgen skal jeg have fjernet sting, det glæder jeg mig til. Det går ellers ok med hånden, kan en del mere end hvad jeg bare kunne i weekenden, og jeg mærker straks hvis den er overbelastet, hvilket selvfølgelig sker, for det er godt nok svært ikke at "blande" sig når vi sådan laver om.

fredag den 12. februar 2010

Linus 11 måneder

Vores lille dreng er 11 måneder i dag, og hvor er der bare sket meget siden den dag han kom til verden. 
Med ham i vores liv er dagen fuld af nye oplevelser og udfordringer, og en hel masse kærlighed oven i den vi allerede oplevede.
Hvis jeg skal nævne én ting der er fantastisk ved, at have fået endnu et barn, så er det den kærlighed der er mellem ham og vores store børn. At se smilene i deres ansigter, gør mig så umådelig glad indeni.
Men der er selvfølgelig meget mere end blot én enkelt ting der er fantastisk. Tag nu bare den karamel Linus fandt under sofabordet her til aften, nøøj som han fik hygget sig med den, og gisp han blev klistret.
Her er lidt af dagens billeder i 11 måneders bodystocking.



Og lidt i sort/hvid, med hundebamsen.

I morgen kører Torben og jeg til Dronninglund, jeg skal opereres for carpaltunnel syndrom. På den ene side glæder jeg mig til at få normal følelse i hænderne igen, men på den anden side irriterer det mig at tænke på, at jeg i den kommende tid ikke kan bruge mine hænder. Så ingen kreative sysler til mig, i hvad der kun kan blive for lang tid. Ved da godt operationen er nødvendig, og tager selvfølgelig det sure med det søde. Nej for at være ærlig så er det jo at vælge mellem pest eller kolera, ikk?
God weekend!

fredag den 5. februar 2010

Store flyttedag!

For mig er det et stort skridt at skifte tegnebog. Den gamle er ikke slidt op, jeg er faktisk heller ikke træt af den, men den nye er bare bedre, for den emmer af forår, blomsterne er perfekte, og farverne gør mig glad.
Så nu har jeg holdt store flyttedag.
Er positivt overrasket over leveringstiden på den pakke hvor den var med i. Bestilte i onsdags, vel og mærket fra England, og tænk sig, den ankom allerede i dag. Den lå godt pakket ned sammen med flere herligheder til det nye køkken. Modtog godt nok også en pakke fra samme sted (Cath Kidston) her midt i januar, men forsvarer det med, at jeg snart har fødselsdag, og nye sager hører sig da til i et nyt køkken.
Med den bestilling jeg lavede i januar, var bogen "Sew". Det er en en herlig bog med mønstre på fine sager til hjemmet, dig selv og børnene, lige til at sy efter bogens billedrige illustrationer. Med bogen var også stof til en nem taske, og den er jeg ved at sy.
Til sidst et LO jeg lavede i sidste uge. Papiret er gaaamelt, fra Making Memories og Scenic Route, derudover har jeg brugt stjernestempler fra Hero Arts, Thickers, lidt bling og kæmpe sting.
God weekend!

torsdag den 4. februar 2010

Bogudsalg

I søndags var Torben og jeg på bogudsalg, det var mega fedt! Mest fordi vi sparede mange penge. Havde vi skulle betale fuld pris, var der bøger for ca 2400 dkr., men vi gav kun lidt under 500,-. Her er nogle af dem, købte også 3 andre, men de blev givet i gave til min mor, som netop havde fødslesdag i søndags (teløk lille moar)
 
Skal dog siges at "Funky hverdagsmad" ikke er købt på bogudsalget, men i Netto. Har for kort tid siden set den til 250,- og jeg gav under 100. Just great, og tror faktisk det er en af de kogebøger vi kommer til at bruge, for den er fyldt med enkle retter, til overkommelige priser.

Så nu ved jeg ikke hvordan jeg skal finde plads i bogreolen, for den er allerede godt pakket, så de mest seværdige af bøgerne, må stå på magasinhylden indtil videre.

Har ellers været til mødregruppe i dag, og det var et fantastisk lækkert solskinsvejr at gå i. Dog var det nogen steder enormt svært at komme frem med barnevognen, og jeg måtte flere gange ud på vejen (der var spejlglat), og andre gange måtte barnevogne køres op på dynger af sne, for jeg havde ikke mulighed for at vende den. Overvejede flere gange at lægge klagebreve i folks postkasser, for det ligner ikke noget at rydde sit fortov i 40 cms bredde, vi er faktisk nogen der gerne vil forbi! -sagde damen med barnevogen, og hende med rolatoren ;o)

onsdag den 3. februar 2010

Lige til at spise



Ja, hvis du spørger mig, er han lige til at spise, og den nye natdragt gør ham ikke mindre uimodståelig.

tirsdag den 2. februar 2010

Køkkendrømme

Ved ikke om der pt. er meget andet i mit hoved, end tanker omkring hvordan vores nye køkken skal indrettes. Vi ved at vi skal have et Ikeakøkken, alt andet ville for os være idioti. Vi elsker Ikeas fantastiske løsninger, når det gælder opbevaring og muligheder for at sætte sit eget præg. Ja, og så skal det være et hvidt køkken, så kan vi skifte farver på tilbehøret, hvis den lyst skulle komme en dag. Har allerede købt lidt køkkensager, b.la. fra Cath Kidston, og Smeg køleskabet er næsten lagt i indkøbskurven, men må indrømme vi vakler mellem to farver (til tider tre), nemlig det pastelblå, det cadillac lyserøde og det helt røde. Åh, hvilket lækkert luksusproblem at have -hvis verden dog bare altid var så enkel.